Beretning til generalforsamlingen 2019

Vores adresse hedder nu Herningvej 7A.

En længe ventet drøm gik i opfyldelse for os, mere plads og flere aktive medlemmer, flere m2 at boltre os på samt flere parkeringspladser og toiletter. En bedre placering kan næsten ikke ønskes, lige midt i byen der, hvor mange går eller kører forbi dagligt.

Formålet er, at huset skal bidrage til Ringkøbing – Skjern kommunes fællesskab og sammenhængskraft gennem kulturelle, sociale og private arrangementer.

Vi underskrev aftalen med Ringkøbing Invest i marts 2018 og fik adresse her 1. juli 2018

Drømmen er gået i opfyldelse, men det giver jo også udfordringer i hverdagen. Den daglige leder og de ansatte løber stærkt for at nå det hele. Vi er  i bestyrelsen evig taknemlig for deres indsats, så en stor tak til Pernille, Anette, Connie og Vibeke skal lyde herfra.

Heldigvis har vi frivillige som kommer for at hjælpe os med alt fra pedelopgaver, rengøring, køre på genbrugspladsen, samt bage og passe blomster.

 Tusind tak for at der findes sådanne mennesker med et så stort hjerte for frivilligt arbejde i Medborgerhuset.

Endvidere har vi fået kunstudstilling i huset.

 Vi har lavet aftale med forskellige/lokale kunstnere, som så hænger deres flotte kunst op i en tre måneders periode, så alle kan nyde de flotte billeder, der pryder væggene, og er der et værk, man får et godt øje til, så er de til at købe.

Men i og med vi har fået flere m2 , kan vi også have flere hold på samme tid uden de forstyrrer hinanden, og det er rigtig godt.

Inden flytningen kom der 600 brugere "gennem huset"; nu er vi på ca. 800 brugere om ugen, og det er jo en kæmpe fremgang.

Faste brugere er:

Ældresagen

RKSK

G-faktor

Cafe Røde Kors

Vi har to lejere i Ringkøbing – Skjern Medborgerhus, Fjordens Køreskole, som flyttede med fra Brogårdsvej og ny aftale med oplysningsforbundet AOF, som har eget kontor.

Bridgeklubben benytter huset to gange om ugen.

Demenscaféen er desværre blevet nedlagt, da der ikke er tilslutning nok; ærgerligt for den gruppe af borgere har helt sikkert brug for sparring.

Ældresagen holder sang café, der deltager nemt 100 personer til arrangementet pr. gang.


 

Medborgerhuset har arrangeret "Spis Sammen".  Det har vi prøvet at lægge på en hverdag,så det ikke forstyrrer søndagsfreden; det ser ud til at være faldet i god jord, så det gentager vi helt sikkert, når der skal planlægges nye arrangementer. Vi kan se at mange kommer igen gang efter gang, måske har de naboen med, eller en ven eller veninde, og eet er helt sikkert: Alle hygger sig og siger, at de gerne vil deltage næste gang, der bliver arrangeret "Spis Sammen". Vi er så heldige at have et samarbejde med Dina’s køkken, som laver fantastisk god mad, så kom endelig og nyd en middag /eftermiddag. Vores faste spillemænd spiller, og vi synger fra højskolesangbogen.

Vi har 812 foreninger i Ringkøbing- Skjern kommune, mange holder deres møder i huset. Når man er en forening, er der en fordel ved at tegne et medlemskab i Medborgerhuset. Så kan man bruge huset til to bestyrelsesmøder årligt med kaffe og kage uden beregning.

 Fordele har man også som privat, når man er medlem af Medborgerhuset, idet man kan  leje huset til private fester. Man kan leje hele huset fra fredag middag til søndag middag. Man kan også vælge at leje cafeen og et lokale, een eller begge de store sale og det store anretterkøkken, men kom endelig ind til Pernille og få en snak om leje af huset, eller ring på tlf. nr. 4094 6575 inden kl.14, så er Pernille klar til at hjælpe med en aftale.

Et personligt medlemskab for private koster kun 150 kr. årligt, og det gælder fra august til august. Dit bidrag betyder så meget for os.

 Man kan tilmelde sig via vores hjemmeside eller komme ind i medborgerhuset og tilmelde sig til Pernille. Når vi har din mailadresse og tlf.nr.,  får du nyhedsbrevet tilsendt, og vi kan altid komme i kontakt med dig, hvis der er brug for det.

Arne skal have en stor tak fordi han vedligeholder vores hjemmeside og Facebook.

På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke alle holdene, fordi I bruger huset samt for godt samarbejde, fordi I er med til at passe godt på huset.

 Et hus, der bliver brugt af så mange mennesker, kommer til at bære præg af det, men hvis vi alle behandler det som vores eget, så har vi et fint funktionelt hus de næste mange år.

Med disse ord vil jeg gerne overlade bestyrelsens beretning til godkendelse af generalforsamlingen.             

Formand for bestyrelsen

Lisbeth Aagaard Jensen

© 2019 All Rights Reserved. Ringkøbing - Skjern Medborgerhus | Herningvej 7 A| 6950 Ringkøbing | Tlf: 97 32 55 30 | E-mail: medborgerhuset@medbring.dk