Maleriudstilling i Medborgerhuset Ringkøbing-Skjern

Gårdmalerier af afdøde kunstmaler Viggo C.

Grænseforeningen for Ringkøbing & Omegn har af Birgit Moesgaard, Ringkøbing, enke efter ejendomsmægler Willy Moesgaard, fået skænket nogle oliemalerier af kunstmaleren Viggo C fra Nymindegab.
Der er tale om 14 malerier af de gamle klitgårde på Holmsland Klit, som Moesgaard af interesse for gårdene samlede over en årrække. De første billeder kostede dengang 1000 kr. stykket.
Malerierne er i naturalistisk stil, og lokalkendte har hjulpet med at identificere de enkelte gårde på nær et par stykker, som det ikke er lykkedes at stedfæste nærmere.
Fra slutningen af 1800-tallet og et stykke op i 1900-årene kendes de såkaldte gårdmalere, som rejste rundt og malede gårde. Disse gårdmalerier er en vigtig kilde til bygningshistorie, lokal byggeskik og arkitektoniske egnsforskelle. Viggo C’s billeder af klitgårdene kan godt ses i forlængelse heraf.
Grænseforeningens bestyrelse skønner, at malerierne vil have værdi for gårdenes ejere, men også for andre interesserede.
Derfor vil de i juni, juli og august  2021 kunne beses i Ringkøbing-Skjern Medborgerhus, Herningvej 7, Ringkøbing, i åbningstiden.
Grænseforeningen har besluttet at sætte billederne til salg for min. kr. 500 stykket. Indtægten fra salget vil gå til børnene på foreningens venskabsskole i Sydslesvig, Vimmersbøl Danske Skole.  
Henvendelse om køb kan rettes til formand for Grænseforeningen Ole Busch Madsen, Ringkøbing, tlf. 2924 3244, mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Om kunstmaleren Viggo C fra Nymindegab
Hvad der nedenfor fortælles om Viggo C bygger dels på et par avisinterviews med ham, og dels på undertegnedes bekendtskab med ham.
Viggo C var kunstmaler bosat i Nymindegab.
Han fødtes på landet i Vendsyssel 1923, kom på landbrugsskole og højskole, læste til lærer på den Frie Lærerskole, og underviste i 17 år Nørbølling ved Brørup. Han blev gift med Eva, som også var lærer, og efter Viggos død har boet i Nr. Nebel.
Men han fulgte den slagne vej. For selv om Viggo aldrig var ked af at være lærer, havde han altid haft lyst til at male. Derfor tog han som 51-årig nogle måneders orlov fra lærerjobbet, en stor beslutning blev truffet, og familien tog 1972 springet fra Nørbølling til det yderste Vestjylland. Først til deres lille sommerhus, siden byggedes et stort hus med atelier på Birketoften i Nymindegab, og med plads til en årlig udstilling. Det var egnens natur, som førte familien til Vestkysten, og Viggo malede med liv og lyst i det fri og opnåede efterhånden succes. Sådan blev Viggos fritidsinteresse til levevej, og hans billeder pryder væggene i mange hjem på egnen.
”Jeg er jo ingen stor maler. Jeg maler for min egen fornøjelse”, udtaler Viggo C med sin klædelige beskedenhed i et interview til Blaabjerg & Hvide Sande Avis 1986.
Og her fortæller han så også, at ravsliber Chr. Nielsen i Henne gav ham opgaven af male de gamle gårde på Holmsland Klit, en opgave, som det tog ham 2 år at udføre. Og således har han bl.a. malet klitgårdene fra Nymindegab og til Vedersø.
Mange vil også have lært Viggo at kende på Lønne Højskole. Få år efter at Poul Erik Søe åbnede sin højskole, engagerede han Viggo som stifinder og fortæller på naturturene omkring skolen, med Søes ord: ”Han havde som kunstmaler malet sig gennem hele egnen og omsatte øjets indtryk til ord.”
Viggo C var en venlig og tænksom mand med ”en ærlig glæde over bare at være til”, som han beskrives i et interview med ham i Vestkysten i 1981 underoverskriften: Møde med en glad sjæl. ”Jeg hører til de folk, der ser lyst på tilværelsen. Derfor bruger jeg glade farver.”
Og livsglæden smittede af på hans malerier.
Viggo C døde i marts 2006 efter en halv snes års sygdom og ligger begravet på Lønne kirkegård.
                                                                                                                      B. Sandal, Ringkøbing, tidl. Henne-Lønne

 

Henvendelse vedr. ovenstående tekst kan rettes til
Bjarne Sandal,
tlf. 2441 5939
mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

© 2021 All Rights Reserved. Ringkøbing - Skjern Medborgerhus | Herningvej 7 A| 6950 Ringkøbing | Tlf: 97 32 55 30 | E-mail: medborgerhuset@medbring.dk